BARCELONA, December 1, 2012 /PRNewswire/ --
- Nyskabende kampagne sætter spot på fordelene ved at blive eksryger
- Rygere kan nu få personligt tilpassede råd fra Barças stjernespillere
Fra og med i dag kan rygere over hele Europa kvitte rygningen sammen med FC Barcelona i kampagnen 'Quit Smoking with Barça', når en helt ny sundhedskampagne går i luften.
(Photo: http://photos.prnewswire.com/prnh/20121201/580157 )
Kampagnen gennemføres af Europa-Kommissionen og FC Barcelona i samarbejde, og den er baseret på et unikt rygestopværktøj udarbejdet på baggrund af videnskabelige resultater. Kampagnen tilbyder at hjælpe rygere, der er fans af både en sund tilværelse, Barça og fodbold, med at holde op med at ryge for altid.
Det er det seneste tiltag i Europa-Kommissionens vellykkede kampagne "Exrygere er ikke til at stoppe", der har kørt i de 27 EU-lande i de seneste to år. Det konkrete værktøj i 'Quit Smoking with Barça' (quitsmokingwithbarca.eu) er 'FCB iCoach'. Det er en gratis, målrettet sundhedscoach, der findes på nettet og som mobilapp, og som giver skræddersyet rådgivning og støtte til rygerne direkte fra Barças spillere, trænere og øvrige personale.
Kampagnen tager afsæt i den succes, som kampagnen "Exrygere er ikke til at stoppe" (exsmokers.eu) har haft, og i det tætte tilhørsforhold, som Barças millioner af fans har til klubben. Det er et nyskabende og banebrydende partnerskab mellem en sportsklub og Europa-Kommissionen, der skal hjælpe mange flere af Europas 140 millioner rygere med atlægge tobakken væk for altid.
'Quit Smoking with Barça' bygger på værktøjet FCB iCoach - et personligt sundhedscoachprogram. Ved tilmelding udfylder rygerne et kort spørgeskema, og støtten til rygestop tilpasses efter besvarelsen. På baggrund af besvarelsen modtager deltageren personlige tips, information og motivation direkte fra FC Barcelonas spillere, trænere og øvrige personale. Klubbens fire anførere Carles Puyol, Andres Iniesta, Victor Valdes og Xavi er blandt de spillere, der giver gode råd, og det samme gør klubdirektør Sandro Rosell, træneren Tito Villanova, Guilermo Amor og andre sundhedseksperter fra klubben.
På en pressekonference på Camp Nou forud for Barças ligakamp mod Athletic Bilbao opfordrede FC Barcelonas klubdirektør Rosell fodboldfans over hele Europa til at være med. "Barça har verdens bedste fans, og dem vil vi gerne gøre noget godt for. Vores motto 'Més que un club' (mere end en klub) er udtryk for vores filosofi, der skal være synlig i alt, hvad vi gør. Vi optræder altid socialt ansvarligt, og et nyt tiltag i den sammenhæng er at lancere kampagnen 'Quit Smoking with Barça' sammen med Europa-Kommissionen. For os var det en vigtig milepæl, da vores sportsanlæg og stadion blev røgfri, og den næste store milepæl er i dag - med lanceringen af FCB iCoach. Når du tilmelder dig FCB iCoach, står hele klubben til din rådighed og støtter dig hele vejen gennem dit rygestop med ekspertråd og viden fra klubbens medarbejdere, der hjælper dig til at lægge cigaretterne på hylden for altid. Vores ambition er, at alle rygere skal overveje at holde op. Hvis I forpligter jer til at prøve, så forpligter vi os til at følge med jer hele vejen i processen mod en røgfri tilværelse. Der har aldrig været en bedre anledning til at lægge tobakken væk."
En af de vigtigste grunde til, at samarbejdet blev etableret mellem Europa-Kommissionen og Barça, er et fælles engagement i sundhed, siger Europa-Kommissionens generaldirektør for sundhed og forbrugere Paola Testori Coggi: "Jeg er stolt over i dag at kunne være med til at lancere næste fase i Europa-Kommissionens indsats for et røgfrit Europa. Det er en stor fornøjelse for os, at vores vellykkede og prisbelønnede kampagne "Exrygere er ikke til at stoppe" har bevirket, at vi nu kan indgå i et spændende samarbejde med en af sportsverdenens mest velansete klubber. Næsten 300.000 europæere er i øjeblikket i gang med et rygestop med iCoach. Vi håber, at vores erfaringer, værktøjer og den viden, vi har fra vores mange forskellige tiltag i kampen mod tobaksrygning, kombineret med Barças status som populær forboldklub kan inspirere endnu flere mennesker til en røgfri tilværelse."
Støtte fra klubbens fans
For at markere lanceringen af kampagnen er et hold på 11 Barçafans fra forskellige EU-lande blevet udvalgt til at være de første fra deres respektive lande, der tilmelder sig FCB iCoach. De 11 fans, der er ambassadører for kampagnen 'Quit Smoking with Barça', er i aften æresgæster ved kampen Barça mod Bilbao, hvor de skal bære kampagnens banner ind på banen, mens en film vises på stadion som en opfordring til rygerne blandt tilskuerne på Nou Camp om at gå med i kampagnen.
Michael Degn fra Danmark udtrykker sin stolthed over at være en af de første Barçafans, der er tilmeldt FCB iCoach: "Det har været meget spændende og inspirerende at deltage i kampagnen. Jeg er stor fan af Barça, og det er en kæmpe ære at være her i dag som ambassadør for kampagnen og for mit land. Jeg ved, at det kan være utroligt svært at holde op med at ryge. Jeg har selv prøvet flere gange uden succes. Denne gang håber jeg, at jeg kan gennemføre det. Det gør en kæmpe forskel at have mine helte i ryggen, og på den måde kan jeg måske få opfyldt min drøm om en røgfri tilværelse."
Læs mere om 'Quit Smoking with Barça' og FCB iCoach på http://www.quitsmokingwithbarca.eu
Yderligere oplysninger:
Kampagnen "Quit Smoking with Barça"
http://www.quitsmokingwithbarca.eu
Kampagnen "Exrygere er ikke til at stoppe"
http://www.exsmokers.eu/
FC Barcelonas officielle hjemmeside
http://www.fcbarcelona.com
'Quit Smoking with Barça' er et fælles initiativ mellem FC Barcelona og Europa-Kommissionen, der skal tage kampen op mod tobaksrygning og bidrage til at forebygge de næsten 700.000 rygerelaterede dødsfald i Europa hvert år. Ved at udnytte styrkerne i både Europa-Kommissionens kampagne 'Exrygere er ikke til at stoppe' og Barcelonas initiativ 'Sense Fum' (Røgfri) skal kampagnen opfordre de 28 millioner rygere i * Europa i aldersgruppen 25-34 år til at opgive rygningen for altid og blive ustoppelige eksrygere resten af livet (http://www.quitsmokingwithbarca.eu).
iCoach (http://www.exsmokers.eu) er en gratis og effektiv sundhedsplatform, der allerede hjælper næsten 300.000 mennesker i hele Europa i deres kamp for at kvitte rygningen for altid. iCoach lanceres fra i dag også som app til både iPhone og Android (http://www.exsmokers.eu/mobile)
Share this article